Nyheder

Her er Thomas Fredsteds båltale ved Sct. Hans festen på Sønderballe Strand d. 23.6.2024

Kære alle sammen 


Nu kommer fuglene igen og lyset vælter pludselig ind

Det kommer gennem alle sprækker lyse nætter er tilbage.


En hyldest til midsommeren, og en sang, der de seneste år igen har vundet vore hjerter til trods for den er 33 år gammel.  Den danske midsommer nyder jeg, de lange dage, grillen fremme, de milde morgener og de lune aftner. 

I øjeblikket oplever vi en hedebølge i Sydeuropa og varmegrader på godt over 40 grader. Sidste år fik Danmark turister fra Spanien i sommermånederne. Det kommer vi måske nok til at opleve mere af de kommende år. 


Nu kommer masserne igen og vandet vælter pludselig ind

Det kommer gennem alle sprækker, vandet stormer mod min kyst.


Naturen spiller med musklerne, og klimaforandringer viser sig.. Det har også været aktuelt her hos os i Sønderballe, ja langs kommunes østvendte kyst. Vandstigningerne var slemme både i oktober og igen i dec og vandet kom fra kysten og fra Hopsø. Flere af vores huse blev hårdt medtaget, trods god indsats fra myndighederne og beboere. Når vi går rundt i disse dage ser vi stadig tegn på ødelæggelserne. Flere af jer er igang med at udbedre skaderne, og nogle af jer skal starte forfra. 


Hvad skal der ske fremover, hvordan sikre vi os mod de kommende vandmasser, for de kommer igen. Drøftelser og diskussionerne er allerede i gang, og der bør findes en varig løsning på udfordringerne. 


Et projekt, som har fået en blåstempling af kommunen og som har sikret os midler er søsat. Det indbefatter blandt andet en bedre kystsikring og samtidig et løft af vores eksisterende rammer hernede og sammen med beboere i Sønderballe. Det bliver spændende at følge - tusinde tak til alle, der har og bidrager i denne proces.. Vi kan noget i Sønderballe og selvom, det indimellem kan virke lidt op ad bakke, så skal vi hænge i. 

Dejligt at se i aften, camping, beboerforeningen og Bådelauget arbejde sammen. 


Min familie og jeg købte en lille hytte hernede i 2019 og er glade for at være en del af dette skønne sted. Sammenhold og fællesskab er alt og det har vi i Sønderballe strand. Der skal være plads til at ytre sig, og have sine egne holdninger. Det er vigtigt at være tro mod sig selv og det giver indimellem et tab i en demokratisk proces. Det kender jeg alt til, i det politiske spil. 



Vi elsker vort land… En sang, der i den grad favner landet. I tider, hvor landet er udskældt af byerne. Den sang er jeg helt sikker på også synges i storbyerne.

En sætning der printer sig er “Den kan vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”


Statsministeren talte på folkemødet. En god tale, om at vi i Danmark bør være stolte af det vi har. Demokratiet er tungt og langvarigt, det tror jeg vi alle oplever, når vi sender ansøgninger om byggeri, eller hjælp til det, der måtte fylde. Men alternativet ser vi også, og det tror jeg ikke vil være gavnligt for vores samfund. Demokratiet er under pres - og vi bør holde fast og kæmpe for det vi har kært. 

Forsvarsministeren har bedt os om at sikre os med mad og forsyning i 3 dage, hvis der skulle komme angreb på vores infrastruktur. Derudover har vi hæves vores nationale sikkerhedsniveau ved cyberangreb fra lav til middel. Det er alvorlige udmeldinger og vi bør tage imod disse anbefalinger.


Når vi nyder bålet i aften så send gerne en tanke til de soldater, der kæmper og de civile, der lider. Uagtet om det er fjender eller venner, så er det spildte menneskeliv, mødre, fædre, børn, der daglig potentiel står over for et medmenneske på frontlinjen eller bliver påvirket i eget hjem. Utrolig vi i verdenssamfundet ikke er blevet klogere..


Vi har ikke rigtig indflydelse på, hvad der sker rundt omkring i verdenen så derfor vil jeg opfordre til at vi skruer mere ned på de meget triste og katastrofenyheder vi dagligt bliver bombarderet med i nyhederne og på SOME og vender blikket mod det nære.  


Jeg synes, vi som statsministeren også nævnte, at vi har det godt i DK - Vi er ikke mål, og jeg kan love jer, det kommer vi aldrig. Dog synes jeg vi med de udfordringer vi har bør sætte pris på det vi har. Jeg selv, har også indimellem en lyst til at hige efter mere, end det jeg har - og hvad er det jeg higer efter.. 


Jeg har tag over hovedet, en skøn familie og får mad på bordet.. Det er mere end hvad rigtig mange andre menneske drømmer om…


Jeg så opslag forleden, hvor der blandt andet stod følgende;


Jeg har bemærket at folk bliver mere ensomme, fortravlet, vrede, angste, bekymrede og at alt handler om at det skal se godt ud og at man skal leve det perfekte liv. 


  • Hvor bliver der af det lille smil til hinanden på gaden

  • Hvor bliver der af den ægte øjenkontakt

  • Hvor bliver der af den der oprigtig interesse for andre end dig selv?

  • Hvad med at sige TAK, så man kan mærke du mener det.

  • Hvor bliver der af at gøre noget godt for andre uden at forvente at få noget retur.

  • Hvor bliver der af den lille hyggelige samtale i køen i supermarkedet.

  • Hvad med at lægge telefonen fra dig når du står og venter et sted og tale med folk omkring dig.

  • Hvad med at trække vejret og gå lidt langsommere i stedet for at skulle have så travlt hele tiden.

  • Hvor bliver det af lige at være ekstra opmærksom på dine omgivelser.

  • Hvor bliver der af at nyde nuet i stedet for hele tiden at være på vej videre.

  • Hvor bliver der af at lytte uden hele tiden skulle afbryde eller køre samtalen over på dig selv.

  • Hvor bliver der af det øjeblik hvor du bare tier stille og lader folk tale ud…


Sætninger, jeg ved rammer os alle, mig selv inkl. så tak fordi i ikke afbrød min tale.


Jeg vil slutte af med mine 4 ønsker for fremtiden.


  • At ordet UDKANTSDANMARK forbydes og at vi på landet ikke bliver så udskældte
  • Anerkende og accepter vores medmennesker

  • En mere tryg verden

  • At vi lykkes og kommer i mål med vores områdefornyelse.


Rigtig glædelig midsommer, held og lykke til med høsten og af hjertet TAK.

Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer